Nyt medlem af orgelbestanden

Hvad er det?

Det er Jane på salmecykel. Eller trædeorgel. Eller stueorgel. Eller harmonium.
Dette instrument har Fabrikationsnummer 8059 og er bygget af Joh. P. Andresen & Co. Ringkjøbing. Orgel-Harmoniums-Fabrik. Firmaet byggede ca. 20.000 (!) instrumenter.

Harmoniet har tilhørt Ejner Aage Frellsen, som var Asperup Kirkes navnkundige organist fra 1911 til 1958. Alle orgelelskere skylder Frellsen stor tak for, at han kæmpede for at få bygget Asperup kirkes klenodie af et orgel. Læs mere her. https://www.ar-arkiv.dk/?p=1859

Frellsens datter Ingrid, var i øvrigt organist ved Indslev kirke i 35 år, hvor hun sad på bænken ved det Margaard-orgel, som er omtalt andetsteds på denne hjemmeside.
Ingrid fik en søn, Anders, som nu har foræret Orgelloftet sin morfars stueorgel.

Og hvad er det?

Det er giveren Anders Christensen (med ryggen til) og Peter From (i traileren) i færd med at flytte Frellsens harmonium fra Indslev Kildegård til Nørrelund på Ravnskovgyden.

Og hvad er det der lyder sådan?

 

Det er Jane, som spiller en andantino skrevet af Léon Boëllmann for harmonium.
Her kan man høre, hvordan instrumentet klinger her og nu.

Det lyder jo egentlig godt, men – der må alligevel være et eller andet galt, for der er ingen forskel, om alle 6 registre er trukket eller ej. Eller NÆSTEN ikke. Enkelte toner er med 16´…. Man må håbe der måske kommer en sagkyndig forbi en dags tid…

FAKTABOX:

Et harmonium har ikke piber som et kirkeorgel, men små metaltunger, ligesom en harmonika. Luftstrømmen kommer fra en bælg i instrumentets nederste del. Bælgen aktiveres med 2 fodpedaler, som trædes af den spillende. Deraf tilnavnet ”Salmecykel”.

Fra midten af 1800-tallet og indtil 1930-erne var det almindeligt i sit hjem at have et stueorgel til brug ved husandagt. Instrumentets storhedstid var omkring 1900. Det er dejligt at synge til, og efterhånden skrev mange komponister også små stykker musik til harmoniet. Siden holdt klaveret sit indtog.
Jesuskirken i Valby huser en samling på omkring 50 harmonier.

 

Nyt liv

Fredag den 21. februar blev der igen pustet liv i Orgelloftet, da Jane Laut gav en flot huskoncert med et program bestående af de 6 første præludier og fugaer fra Wohltemperiertes Klavier.

Efter koncerten fyldte Peter From gode dråber i glassene og Hans Ole Thers holdt en tale, hvor han blandt andet kom ind på, hvad der sker, når vi åbner os for musik af Bach: Vi bliver vaskede indeni. Når tonerne fylder vore sind, renses vi, og kun gode tanker kan bo i os.

Olav Oussoren svarede på spørgsmål om uligesvævende stemninger og instrumentbygning på Bachs tid.

 

Orglernes placering

Soklen er støbt, og Jane viser hvor orglerne i fremtiden kommer til at stå. Orgelloftet ønsker alle en god pinse.

 

video

God dag, orgel

Velkommen, orgel!

Tak til alle jer, der mødte frem. Orglet føler sig i dén grad budt velkommen og er i højt solskinshumør! Instrumenternes Dronning nød gårdmusikanternes kollegiale musikalske hilsen –

 

En særlig tak til

Erik Andersen, som demonstrerede rynkeorglets mange klangfacetter

Svend Prip, som med udgangspunkt i sit eget liv beskrev orglet som fænomen

Christian Bundesen, som var med til at bygge orglet for 50 år siden, og som nu også har deltaget i nedtagningen

Johannes Thuesen, som demonstrerede sækkepibens tekniske opbygning og spillede dronemusik

Karl Ingólfsson, som sang islandske kvad,  dels solo, dels akkompagneret af egen guitar

Jesper Kaae, som fotograferede og optog lyd. Vi er spændte på at resultatet!

Frode Andersen, som med humør passede grill og fadølsanlæg

Brian Laut Andersen, som med humør passede grill og fadølsanlæg

Mikkel Laut Andersen, som regulerede trafikken i fårefolden

 

 

Piberne ankommer

Op mod 2000 af Bistrup-orglets piber ankom til Orgelloftet den 9. marts. I denne uge ordner og registrerer vi orglets piber.